Årsregnskabsloven Kapitel 13

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1035 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024

Kapitel 13 1 Pligt til at aflægge koncernregnskab
§ 109

Modervirksomheder, der er omfattet af § 3, stk. 1, skal aflægge koncernregnskab i overensstemmelse med reglerne i kapitel 14, jf. dog § 137, medmindre andet følger af §§ 110-112.

Stk. 2 § 110 finder ikke anvendelse på modervirksomheder, der er omfattet af regnskabsklasse D, eller hvis en dattervirksomhed af den pågældende modervirksomhed er

  • 1) omfattet af regnskabsklasse D,

  • 2) et kreditinstitut som defineret i artikel 4, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF, og som ikke er omhandlet i direktivets artikel 2, eller

  • 3) et forsikringsselskab som defineret i artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 91/674/EØF.

Stk. 3 Endvidere finder § 112 ikke anvendelse på modervirksomheder, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU-/EØS-land.

§ 110

En modervirksomhed kan undlade at aflægge koncernregnskab, jf. dog § 109, stk. 2, hvis koncernvirksomhederne på balancetidspunktet tilsammen ikke overskrider to af følgende størrelser:

  • 1) En balancesum på 55 mio. kr.,

  • 2) en nettoomsætning på 111 mio. kr. og

  • 3) et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 50.

Stk. 2 Ved opgørelse af størrelsesgrænserne i stk. 1 medtages ikke de koncernvirksomheder, der i medfør af § 114, stk. 2, kan holdes ude af konsolideringen.

Stk. 3 § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse på den samlede koncern. Balancesum og nettoomsætning skal dog opgøres efter §§ 119 og 120.

Stk. 4 I stedet for at anvende den i stk. 3, 2. pkt., anførte beregningsmåde kan modervirksomheden beregne balancesum, nettoomsætning og gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i regnskabsåret som summen af alle koncernvirksomhedernes balancesummer, nettoomsætninger og heltidsbeskæftigede. Ved beregning af balancesum og nettoomsætning forhøjes beløbsstørrelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, med 20 pct.

Stk. 5 Adgangen til at anvende bestemmelsen i stk. 1 ændres kun, hvis virksomhederne på balancetidspunktet tilsammen har overskredet eller ikke længere overskrider to af de tre størrelser i to på hinanden følgende regnskabsår.

§ 111

En modervirksomhed, hvis dattervirksomheder alle udeholdes af konsolideringen i medfør af § 13, stk. 1, nr. 3, eller § 114, stk. 2, kan undlade at udarbejde koncernregnskab.

Stk. 2 Herudover kan en modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, undlade at udarbejde koncernregnskab, hvis

  • 1) fonden kun har én dattervirksomhed,

  • 2) fonden selv kun i begrænset omfang udøver erhvervsaktiviteter og

  • 3) fonden, bortset fra konvertible gældsbreve og ikkebetalt udbytte eller udlodning, ikke har tilgodehavender hos eller har stillet sikkerhed for dattervirksomheden.

Stk. 3 Endvidere kan en modervirksomhed, der er en erhvervsdrivende fond, undlade at udarbejde koncernregnskab, hvis

  • 1) fonden har flere dattervirksomheder og en af disse udarbejder et koncernregnskab, hvori den erhvervsdrivende moderfond er udeladt,

  • 2) koncernregnskabet er udarbejdet efter årsregnskabsloven, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer eller regler, der i det mindste er ligeværdige med reglerne for konsoliderede årsregnskaber i det nævnte direktiv, og det er revideret af personer, der er autoriseret hertil i medfør af den nationale lovgivning, hvorunder dattervirksomheden, der har udarbejdet koncernregnskabet, henhører,

  • 3) fonden selv kun i begrænset omfang udøver erhvervsaktiviteter,

  • 4) fonden bortset fra konvertible gældsbreve og ikke udbetalt udbytte eller udlodning ikke har tilgodehavender hos eller har stillet sikkerhed for en af dattervirksomhederne,

  • 5) det oplyses i fondens årsrapport, at fonden i medfør af denne undtagelse har undladt at udarbejde koncernregnskab, og

  • 6) fonden til Erhvervsstyrelsen indsender det i nr. 1 nævnte reviderede koncernregnskab sammen med sin egen årsrapport.

§ 112

En modervirksomhed kan undlade at aflægge koncernregnskab, jf. dog § 109, stk. 2, hvis den selv er en dattervirksomhed af en højere modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et EU/EØS-land, og

  • 1) den højere modervirksomhed

    • a) besidder mindst 90 pct. af kapitalandelene i den lavere modervirksomhed og minoritetsdeltagerne over for denne modervirksomheds øverste ledelse har godkendt, at den ikke aflægger koncernregnskab, eller

    • b) besidder mindre end 90 pct. af kapitalandelene i den lavere modervirksomhed og dennes øverste ledelse ikke senest 6 måneder før regnskabsårets udløb fra minoritetsdeltagere, der ejer mindst 10 pct. af virksomhedskapitalen, har modtaget krav om aflæggelse af koncernregnskab, og

  • 2) den højere modervirksomhed udarbejder koncernregnskab og konsolideret ledelsesberetning i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den højere modervirksomhed henhører, og koncernregnskabet er revideret af personer, der er autoriseret i medfør af denne medlemsstats lovgivning.

Stk. 2 En modervirksomhed kan endvidere undlade at aflægge koncernregnskab, jf. dog § 109, stk. 2, hvis den selv er en dattervirksomhed af en højere modervirksomhed, der henhører under lovgivningen i et land, der ikke henhører under den i stk. 1 nævnte lovgivning, og

  • 1) den lavere modervirksomheds øverste ledelse ikke senest 6 måneder før regnskabsårets udløb fra minoritetsdeltagere har modtaget krav om aflæggelse af koncernregnskab,

  • 2) den højere modervirksomhed udarbejder koncernregnskab og, hvor relevant, konsolideret ledelsesberetning i overensstemmelse med

    • a) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer,

    • b) regler, der i det mindste er ligeværdige med reglerne for konsoliderede årsregnskaber i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU med senere ændringer,

    • c) de internationale regnskabsstandarder, der er vedtaget af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, samt efterfølgende ændringer, som vedtages af Europa-Kommissionen i overensstemmelse med den nævnte forordning, eller

    • d) regler, der af Europa-Kommissionen er vurderet at være ligeværdige med reglerne for konsoliderede årsregnskaber i de internationale regnskabsstandarder, og

  • 3) koncernregnskabet er revideret af personer, der er godkendt i medfør af den nationale lovgivning, hvorunder den højere modervirksomhed henhører.

Stk. 3 For de i stk. 1 og 2 omhandlede undtagelser kræves endvidere, at

  • 1) den lavere modervirksomheds eget regnskab og dens dattervirksomheders regnskaber indgår ved fuld konsolidering i koncernregnskabet for den højere modervirksomhed, jf. dog § 114,

  • 2) den lavere modervirksomhed i sit årsregnskab oplyser, at den i medfør af stk. 1 henholdsvis stk. 2 har undladt at udarbejde sit eget koncernregnskab, og oplyser navn, hjemsted og eventuelt CVR-nummer eller registreringsnummer for den højere modervirksomhed, og

  • 3) den lavere modervirksomhed til Erhvervsstyrelsen sammen med sin egen årsrapport indsender det i stk. 1 eller 2 nævnte koncernregnskab, ledelsesberetningen og den tilhørende revisionspåtegning samt de oplysninger, styrelsen måtte kræve, jf. § 147.

Stk. 4 En virksomhed, der undlader at aflægge koncernregnskab efter stk. 1 og 2, er ikke undtaget fra at udarbejde bæredygtighedsrapportering efter § 128.

§ 113

For koncerner, som efter eliminering, jf. § 120, opfylder størrelsesgrænserne for mellemstore virksomheder, jf. § 7, stk. 2-4, skal koncernregnskabet i det mindste udarbejdes efter reglerne for mellemstore virksomheder i regnskabsklasse C.

Stk. 2 For koncerner, som efter eliminering, jf. § 120, opfylder størrelsesgrænserne for store virksomheder, jf. § 7, stk. 2-4, skal koncernregnskabet i det mindste udarbejdes efter reglerne for store virksomheder i regnskabsklasse C. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for koncerner, som efter eliminering, jf. § 120, opfylder størrelsesgrænserne for små virksomheder, jf. § 7, stk. 2-4, men som ikke kan undlade at udarbejde koncernregnskab i henhold til § 110.

Stk. 3 Er modervirksomheden omfattet af regnskabsklasse D, skal koncernregnskabet udarbejdes efter reglerne i regnskabsklasse D uanset koncernens størrelse.

Stk. 4 Aflægger en modervirksomhed, som kan undlade at aflægge koncernregnskab, alligevel et koncernregnskab, der ikke udelukkende anvendes til virksomhedens eget brug, finder bestemmelserne om koncernregnskaber i kapitel 14 anvendelse. Modervirksomheden kan dog anvende reglerne for årsregnskaber i regnskabsklasse B på koncernregnskabet, hvis modervirksomheden kunne undlade at aflægge koncernregnskab efter § 110. Kapitalandele i associerede virksomheder skal dog i koncernregnskabet indregnes og måles til disse virksomheders indre værdi ved anvendelse af bestemmelserne i § 43 a, stk. 2-6.