Årsregnskabsloven § 141

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1035 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024

§ 141

For virksomheder, som er under konkurs, skal der ikke indsendes årsrapport til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Genoptages virksomheden, skal den indsende årsrapporter for tidsrummet fra den sidst indsendte årsrapports balancedag til udløbet af virksomhedens seneste regnskabsår forud for konkursbehandlingens ophør, således at disse modtages i styrelsen senest 1 måned efter konkursbehandlingens ophør. I stedet for de i 1. pkt. nævnte årsrapporter kan styrelsen give tilladelse til, at virksomheden indsender en åbningsbalance, som er udarbejdet pr. datoen for konkursbehandlingens ophør. Årsregnskaber og eventuelle koncernregnskaber, der er indeholdt i de i 1. pkt. nævnte årsrapporter, og den i 2. pkt. nævnte åbningsbalance skal være revideret, hvis virksomheden er underlagt revisionspligt, jf. § 135, stk. 1, 1. pkt. Er virksomheden fritaget for revisionspligt, finder § 9, stk. 6, § 10 a og § 135 b, stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse. Overskrides indsendelsesfristen i 1. pkt., finder §§ 150-152 tilsvarende anvendelse, idet afgiften beregnes fra 1 måned efter konkursbehandlingens ophør.