Årsregnskabsloven § 41

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 7. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1035 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024

§ 41

Virksomheden kan opskrive immaterielle og materielle anlægsaktiver og kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder til dagsværdi. Immaterielle anlægsaktiver kan dog alene opskrives, hvis de handles på et aktivt marked. 1. pkt. gælder ikke investeringsejendomme.

Stk. 2 Bestemmelserne i § 37, stk. 1, 2.-5. pkt., finder anvendelse, dog således at genanskaffelsesværdi eller nettorealisationsværdi kan anvendes, hvis en tilnærmet salgspris ikke kan opnås.

Stk. 3 Et beløb svarende til opskrivningen skal indregnes direkte i posten »Reserve for opskrivning« under egenkapitalen. Denne reserve kan ikke elimineres med virksomhedens underskud eller formindskes på anden måde, jf. dog næste punktum. Reserven skal opløses eller formindskes, i det omfang de opskrevne aktiver

  • 1) realiseres eller udgår af aktiviteten,

  • 2) nedskrives på grund af lavere genindvindingsværdi, jf. § 42,

  • 3) er forbundet med udskudt skat, der skal hensættes, jf. § 47

  • 4) tilbageføres på grund af ændret regnskabsmæssigt skøn, jf. § 52, eller

  • 5) reduceres i værdi som følge af afskrivninger.