ATP-loven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af aTP-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsmarkedets tillægspension

Lov nr. 46 af 7. marts 1964,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014,
som ændret ved lov nr. 1490 af 23. december 2014, lov nr. 1569 af 15. december 2015, lov nr. 395 af 2. maj 2016, lov nr. 626 af 8. juni 2016, lov nr. 1549 af 13. december 2016, lov nr. 1547 af 19. december 2017, lov nr. 442 af 8. maj 2018, lov nr. 706 af 8. juni 2018, lov nr. 1701 af 27. december 2018, lov nr. 339 af 2. april 2019, lov nr. 369 af 9. april 2019, lov nr. 551 af 7. maj 2019, lov nr. 552 af 7. maj 2019, lov nr. 1374 af 13. december 2019, lov nr. 1557 af 27. december 2019, lov nr. 1559 af 27. december 2019, lov nr. 1563 af 27. december 2019, lov nr. 641 af 19. maj 2020, lov nr. 1223 af 21. august 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 1159 af 8. juni 2021, lov nr. 2382 af 14. december 2021, lov nr. 409 af 25. april 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023 og lov nr. 1562 af 12. december 2023

Kapitel 4 Ydelser ved dødsfald (ATP-bidrag vedrørende tiden før den 1. januar 2002)
Ægtefælleydelse
§ 11

Til efterlevende ægtefæller efter medlemmer af tillægspensionsordningen, der er født den 1. juli 1925 eller senere, og som dør den 1. juli 1992 eller senere, udbetales der ved dødsfaldet et engangsbeløb. Retten til engangsbeløbet berøres ikke af, at separation mellem ægtefællerne har fundet sted.

Stk. 2 Beløbet svarer til den kapitaliserede værdi af en pensionsydelse, der beregningsmæssigt forudsættes udbetalt til en person, der er jævnaldrende med det afdøde medlem. Pensionsydelsen forudsættes endvidere udbetalt livsvarigt fra dødsfaldet, dog tidligst fra den pågældendes 67. år. Hvis afdøde havde påbegyndt pensionsudbetalingen før det 67. år, jf. § 9, stk. 1, forudsættes pensionsydelsen udbetalt fra dødsfaldet. Ved kapitaliseringen anvendes samme forventede restlevetid for mænd og kvinder.

Stk. 3 Pensionsydelsen, jf. stk. 2, udgør 35 pct. af den egenpension og bonuspension, som det pågældende medlem ved dødsfaldet har optjent ret til.

Børneydelse
§ 11a

Til børn efter medlemmer af tillægspensionsordningen, der er født den 1. juli 1925 eller senere, og som dør den 1. juli 1992 eller senere, udbetales der ved dødsfaldet et engangsbeløb.

Stk. 2 Beløbet udgør for hvert barn under 18 år én gang den pensionsret i form af egenpension og bonuspension fra det 67. år, eventuelt reguleret efter § 9, stk. 1, hvis afdøde havde påbegyndt pensionsudbetalingen før det 67. år eller udsat pensionsudbetalingen til et tidspunkt efter det 67. år, jf. § 9 a, som medlemmet havde optjent ret til ved dødsfaldet.

Stk. 3 Det i stk. 2 nævnte beløb udbetales til værgen for det eller de berettigede børn.

Overgangsydelse
§ 12

Ud over beløbet efter § 11 udbetales der til efterlevende ægtefæller efter medlemmer af tillægspensionsordningen født i perioden 1. juli 1925 - 30. juni 1941, som dør den 1. juli 1992 eller senere, et engangsbeløb.

Stk. 2 Beløbet svarer til den kapitaliserede værdi af en pensionsydelse til den efterlevende ægtefælle. Ved beregningen forudsættes pensionsydelsen udbetalt fra dødsfaldet, dog tidligst fra den efterlevendes 62. år. Ved kapitaliseringen anvendes samme forventede restlevetid for mænd og kvinder, jf. stk. 4.

Stk. 3 Pensionsydelsen, jf. stk. 2, efter et medlem, der er født senest den 30. juni 1931, udgør 15 pct. af den egenpension og bonuspension, som det pågældende medlem den 1. juli 1992 har optjent ret til. For medlemmer født i perioden 1. juli 1931 - 30. juni 1941 aftrappes procenten jævnt, således at der for medlemmer, der er født den 1. juli 1941 eller senere, ikke beregnes nogen pensionsydelse.

Stk. 4 Ved kapitaliseringen medregnes fra den efterlevende ægtefælles 67. år eller fra det tidspunkt, hvor vedkommende har påbegyndt pensionsudbetalingen før det 67. år, jf. § 9, stk. 1, kun den del af pensionsydelsen efter stk. 3, der sammenlagt med pensionsydelsen efter § 11, stk. 3, overstiger den efterlevendes egenpension (inklusive bonuspension), jf. kapitel 3. Er den efterlevende ved dødsfaldet ikke fyldt 67 år, medregnes ved beregningen af egenpensionen bidrag vedrørende tiden indtil den 1. januar 2002.

Kapitaliseret ægtefællepension m.v.
§ 13

Til efterlevende ægtefæller efter medlemmer af tillægspensionsordningen, som er født senest den 30. juni 1925, og som dør den 1. juli 1992 eller senere, udbetales der ved dødsfaldet et engangsbeløb, jf. stk. 3.

Stk. 2 Til efterlevende ægtefæller, som er født den 1. juli 1930 eller senere, efter medlemmer, der er døde før den 1. juli 1992, udbetales der et engangsbeløb, jf. stk. 3.

Stk. 3 Engangsbeløbene efter stk. 1 og 2 beregnes som den kapitaliserede værdi af en pensionsydelse til den efterlevende ægtefælle, der svarer til enten halvdelen af afdødes egenpension og bonuspension eller halvdelen af den egenpension og bonuspension, som afdøde ville være berettiget til at få udbetalt fra sit fyldte 67. år på grundlag af de indbetalte bidrag og bonustilskrivning.

Stk. 4 Ved kapitaliseringen forudsættes pensionsydelsen udbetalt fra dødsfaldet, dog tidligst fra den efterlevende ægtefælles 62. år, jf. stk. 5. Ved kapitaliseringen anvendes samme forventede restlevetid for mænd og kvinder.

Stk. 5 Ved kapitaliseringen medregnes fra den efterlevende ægtefælles 67. år eller fra det tidspunkt, hvor vedkommende har påbegyndt pensionsudbetalingen før det 67. år, jf. § 9, stk. 1, dog kun den del af pensionsydelsen, jf. stk. 3, der overstiger ægtefællens egenpension (inklusive bonuspension), jf. kapitel 3. Er den efterlevende ægtefælle ved dødsfaldet ikke fyldt 67 år, medregnes ved beregningen af egenpension bidrag vedrørende tiden indtil den 1. januar 2002.

Stk. 6 Engangsbeløbene efter stk. 1 og 2 udbetales på betingelse af, at ægteskabet har varet i 10 år, og at afdøde har opnået ret til fuld pension, jf. §§ 6, 7 og 8, for i alt 10 år.

Stk. 7 Begæring om engangsbeløb efter stk. 2 skal være indgivet senest ved den efterlevende ægtefælles 67. år, men ikke tidligere end den 1. januar 2007.

§ 14

Hvor retten til udbetaling af ægtefællepension og bonuspension er opnået før den 1. juli 1992, ydes pensionen efter de hidtil gældende regler. Retten bortfalder ved indgåelse af nyt ægteskab, men genindtræder efter anmodning, hvis ægteskabet ophører.

Stk. 2 Opfylder den efterlevende ægtefælle samtidig betingelserne for at modtage tillægspension i form af egenpension i henhold til kapitel 3, har pågældende kun ret til den største af pensionerne.

Stk. 3 Ægtefællepensionen udbetales i øvrigt i overensstemmelse med reglerne i § 9, stk. 1.

§ 14a

Arbejdsmarkedets Tillægspension udbetaler engangsbeløb efter §§ 11-13, når ATP modtager meddelelse om dødsfaldet fra CPR-registeret. Hvis medlemmet boede i udlandet på tidspunktet for dødsfaldet, eller hvis den berettigede til dødsfaldsydelsen bor i udlandet, sker udbetalingen efter anmodning fra den berettigede.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte regler for beregning og udbetaling af engangsbeløb efter §§ 11, 11 a, 12 og 13 samt beregning af egenpension efter § 12, stk. 4, og § 13, stk. 5. Bestyrelsen fastsætter regler for bestemmelse af kapitaliseringsværdier, jf. § 18. Bekendtgørelse om beregning og udbetaling af Arbejdsmarkedets Tillægspension og engangsbeløb i forbindelse med et ATP-medlems død