Dyreforsøgsbekendtgørelsen Kapitel 16

Denne konsoliderede version af dyreforsøgsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dyreforsøg

Bekendtgørelse nr. 2028 af 14. december 2020

Kapitel 16 Tilladelse til opdræt og levering af forsøgsdyr samt dyreforsøg
§ 65

Dyreforsøgstilsynet skal træffe afgørelse og meddele afgørelsen til ansøgeren senest 40 arbejdsdage efter, at ansøgningen og alle nødvendige oplysninger er modtaget.

Stk. 2 Fristen efter stk. 1 kan forlænges én gang med højst 15 arbejdsdage, hvis det på grund af sagens karakter ikke er muligt at træffe afgørelse inden fristens udløb. Hvis fristen forlænges, gives ansøgeren inden udløbet af fristen meddelelse herom og om, hvornår der herefter senest træffes afgørelse. Det skal fremgå af meddelelsen, hvad begrundelsen er for forlængelsen og for den herved fastsatte frist.

Stk. 3 Dyreforsøgstilsynet skal hurtigst muligt efter modtagelsen af en ansøgning sende en bekræftelse til ansøgeren på modtagelsen af ansøgningen. Bekræftelsen skal indeholde oplysninger om fristen efter stk. 1 og om adgangen til at forlænge fristen efter stk. 2.

Stk. 4 Hvis en ansøgning er ufuldstændig eller ukorrekt, oplyser Dyreforsøgstilsynet hurtigst muligt ansøgeren herom med anmodning om at modtage de manglende oplysninger. Dyreforsøgstilsynet skal samtidig oplyse ansøgeren om fristen i henhold til stk. 1.

Stk. 5 En overskridelse af fristen i stk. 1 eller den forlængede frist efter stk. 2 indebærer ikke, at ansøgeren kan anse tilladelsen for meddelt.

§ 66

Den person, der har modtaget en tilladelse, som vedrører virksomhed, der udføres som led i en tjenesteydelse, skal give den eller de personer, for hvilke virksomheden udføres, kontaktoplysninger vedrørende Dyreforsøgstilsynet. Oplysningerne skal gives til eller gøres tilgængelige for modtageren af tjenesteydelsen, inden der indgås aftale om udførelsen af tjenesteydelsen.

Stk. 2 Oplysningerne efter stk. 1 gives eller gøres tilgængelige på den måde, som den, der driver virksomheden, finder mest egnet. Oplysningerne kan herunder gøres tilgængelige ad elektronisk vej via en adresse oplyst af den pågældende eller ved, at oplysningerne er tilgængelige der, hvor virksomheden er beliggende.