Betænkning over lovforslag nr. 1999/1 BTL 110 af 14. april 2000

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 12. april 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om embedslægeinstitutioner m.v., lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og lov om udøvelse af lægegerning

(Overførelse af Stadslægeembedet i Københavns Kommune til staten m.v.)

 

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og en mundtlig henvendelse fra Foreningen af Speciallæger.

Der er af sundhedsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de af sundhedsministeren stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 1

1) I det under nr. 2 foreslåede § 1, stk. 3, udgår ordene »helt eller«.

2) I det under nr. 3 foreslåede § 1a, stk. 1, 1. pkt., udgår », jf. § 4,«.

Bemærkninger

Til nr. 1

I lovforslagets forslag til ny § 1, stk. 3, i embedslægeloven bemyndiges sundhedsministeren til at kunne bestemme, at én embedslægeinstitution helt eller delvis kan varetage embedslægefunktionen i flere amtsrådskredse.

På baggrund af bl.a. drøftelser i forbindelse med spørgsmål fra Folketingets Sundhedsudvalg vedrørende formålet med samt det nærmere indhold af bemyndigelsesbestemmelsen foreslås hermed, at bemyndigelsesbestemmelsen ændres.

Ifølge ændringsforslaget bemyndiges sundhedsministeren til alene at kunne bestemme, at én embedslægeinstitution delvis kan varetage embedslægefunktionen i flere amtsrådskredse. Hensigten med ændringsforslaget er at præcisere sundhedsministerens bemyndigelsesadgang til at ændre organiseringen af embedslægevæsenets struktur. Dog opretholdes den nuværende struktur med én embedslægeinstitution i hvert amt.

Bemyndigelsesadgangen er således begrænset i forhold til det oprindelige til, at kun dele af opgaverne i en embedslægeinstitution i en amtsrådskreds kan varetages fra en anden amtsrådskreds, og vil fortsat kun blive anvendt, hvis faglige, ressourcemæssige eller geografiske hensyn taler for det.

Faglige, ressourcemæssige eller geografiske hensyn kan f.eks. tale for, at der sker en specialisering inden for de fagligt mere specielle eller komplekse sagområder, f.eks. på områder inden for den miljømedicinske rådgivning af de kommunale myndigheder i landet eller ved øget samarbejde på sekretariatsniveau, eventuelt ved etablering af fælles regnskabsfunktioner og lign. institutionerne imellem.

Det skal bemærkes, at der med bemyndigelsen alene kan ske opgaveomlægninger mellem embedslægeinstitutionerne, og at embedslægevæsenets samlede opgaver ikke med bemyndigelsen kan ændres.

Faglige, ressourcemæssige eller geografiske hensyn kan endvidere tale for, at én embedslægeinstitution delvis og midlertidigt varetager embedslægefunktionen i flere amtsrådskredse i tilfælde af vanskeligheder med at rekruttere læger til enkelte af embedslægevæsenets institutioner.

Endelig kan faglige, ressourcemæssige eller geografiske hensyn tale for, at der i hovedstadsområdet - bl.a. på grund af det sammenhængende byområde - sker en delvis sammenlægning af tilsynskredse. F.eks. kan det være hensigtsmæssigt at kunne foretage en samordning af visse af de retsmedicinske opgaver.

Sundhedsministeriet vil i øvrigt overveje, om der på baggrund af udviklingen inden for embedslægernes opgaver og økonomi er grundlag for at se mere bredt på embedslægevæsenets fremtidige organisation.

Til nr. 2

Der sker ved ændringsforslaget alene en teknisk ændring af lovforslaget. Lovforslagets henvisning til § 4 kan være misvisende ved en eventuel senere sammenskrivning af loven ved udfærdigelse af lovbekendtgørelse.

Lone Møller (S) nfmd. Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Sandy Brinck (S) Anni Svanholt (SF) Yvonne Herløv Andersen (CD) fmd. Inger Marie Bruun-Vierø (RV) Frank Aaen (EL) Jørgen Winther (V) Ester Larsen (V) Preben Rudiengaard (V) Gyda Kongsted (V) Henriette Kjær (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Birthe Skaarup (DF) Tove Videbæk (KRF)

Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.